I kunstens verden

Sightseeing i Berlin:

I dette afsnit finder du tip til hvordan man kan bruge nogle timer eller en eftermiddag. Når ferietiden er knap og tilbuddene så overdådige som Berlin kan præstere, så kan det være nyttigt at få oplevelserne til at ligge som ”perler på en snor”. Vil man se Berlin på et par timer, så tag bus nr. 100 eller 200 her starter man fx på pladsen foran banegården ved Zoologischer Garten og ender ved Alexanderplatz eller vice-versa. Bus 100 tager turen forbi Siegessäule og Reichstag, mens Bus 200 tager den forbi Philharmonie, Potsdamer Platz og tilbage på Unter den Linden, hvor begge linier mødes igen. Eller man kan gå turene og gå på opdagelse, som i de følgende forslag:

I kunstens verden

City West og Kurfürstendamm

Brandenburger Tor – Potsdamer Platz

Start ved U-Stadtmitte, der ligger centralt på den tværgående linie 2. Gå op på Friedrichstrasse, en af de mest mondæne shoppinggader i Berlin. Se under Shopping, hvis dét behov melder sig – eller gå til Unter den Linden og kig på biler i de mange internationale bilmærkers udstillingsshops.

Ellers gå ad Taubenstr. til Gendarmenmarkt, en af de smukkeste pladser i byen. Her finder du Konzerthaus i midten, flankeret af Deutscher Dom og Französische Dom. Der er café lige ved den franske, hvis du kommer om sommeren, ellers fortsæt op mod Unter den Linden. Her ligger udover Humboldt Universitetets hovedbygning også Deutsches Museum, en af de rigeste samlinger i byen med over 700.000 genstande. I midten ligger også den mindre Neue Wache, en gammel vagtbygning fra 1800-tallet, der efter ’45 blev mindesmærke for antifascimen.

På den anden side passeres den smukke Bebel Platz – Her ligger Staatsoper, Humboldt Universitetets Jurabygning. Det var her nazisterne brændte bøger af under Krystalnatten i 1938.

En af de mest helstøbte pladser, når de sidste byggefolk har forladt den. Der renoveres nemlig stadig meget i denne del af byen. Se også den runde katolske Pantheon-lignende St. Hedwig-Katedral – den første og største af slagsen i Berlin, i perioden efter reformationen. Man kan kigge ind i en række smukke kapellignende rum, når man går ned i kælderen af kirken. Skråt bag ved kirkepladsen findes en ofte lidt overset perle – Friedrichwerderschen Kirche, hvor man ganske gratis kan se en smuk samling af klassiske preussiske skulpturer. Der er også enkelte skulpturer af danske Bertel Thorvaldsen. Skråt over gaden ligger det tyske Udenrigsministerium i en ny moderne glasbygning. Her findes også afvekslende udstillinger. De har en god café i foyeren i dagtimerne, men skal kaffetrangen stilles i et mere klassisk lokale så er Opernpalais tilbage på Unter den Linden det oplagte bud. Med det berlinske kaffehus Einstein som forpagter og med åbent til midnat kan der også indtages små frokostretter. Så er man midt i Berlins smykkeskrin – for lige overfor Opernpalais ligger det egentlige Museumsinsel, hvor den ene klassiske samling afløser den næste. Det kan man også bruge flere dage på at udforske. Gå over Schlossbrücke, der er flankeret af en række klassiske statuer. Neden for ligger i øvrigt mange af de udflugtsbåde som opererer på floderne. Ta’ en time på vandet og kom tilbage til Berliner Dom. Her kan man både se den enorme kuppel indefra, den rige guldudsmykning og sarkofagerne fra Hohenzoller-slægten. En tur op i højderne med udsigt over hele det indre Berlin kan man få med i prisen, hvis man vandrer op til udsigtsetagerne oppe på kuppelniveau.

Lustgarten er indgangen til Museumsinsel – med det helstøbte Alte Museum (1830) bygget af Berlins mest fremtædende arkitekt Schinkel. Her findes antiksamlingen med græsk og romersk kunst, samt de ægyptiske samlinger. Her finder man Berlins svar på Mona Lisa – statuen af den ægyptiske Dronning Nefertiti. Ved siden af ligger Neues Museum (1841) der for tiden er lukket pga. renovering og først genåbner i 2009, sandsynligvis ført tilbage til dets oprindelige formål, nemlig som hjemsted for de ægyptiske samlinger.

Alte Nationalgalerie (1876) har gudinden Germania, som beskytter af kunsten, til at trone over sig. Her findes siden genåbningen i 2001. værker fra det 19. årh. med franske og tyske impressionister som hovedattraktion. Næste del af skatkisten er Pergamon-Museet (1909-30) der rummer et af de mest betydningsfulde antikke fund overhovedet, Pergamon-alteret fra det 2. årh. før vor tidsregning. Tyske arkæologer bragte det fra Tyrkiet, men også fund fra Babylon og fra det nuværende Jordanien og Syrien gør museet til en af de største publikumsmagneter i Berlin. Endelig er der Bode-Museum (1904), hvis gamle kejserlige samling stritter i mange retninger. Her er møntsamlingen samt malerier fra middelalderen og renaissancen og museet åbner igen i 2006, efter en omfattende ombygning. Herfra går turen over floden Spree til området omkring Hackescher Markt. Her er udvalget af cafeer og restauranter stort. Eller her er der mulighed for endnu flere ture ud i kunstens verden. For her ligger der i sidegaderne en række spændende gallerier. Eller på hovedgaderne finder man forretninger for det yngre eller mere vovede publikum.

Læs med på vores sociale medier

Find populære hashtags

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here